[submit_job_form]
[submit_job_form]
Af ledende psykolog i Hjulsøgård Fonden Rikke Ravn Heunecke
“Folk siger vel, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker.” skrev Ludwig Holdberg i 1722, og styrken i farcen er netop at stykket med et smil kan opfordre den almene Dansker til at undre sig og interessere sig, i stedet for at afskrive Jeppe som værende kvalitativt anderledes og mere forkert end alle andre.
Hjulsøgårdfonden har altid været interesseret i et ”Hvorfor”. Vi ser mennesker som væsner der både giver og søger mening i deres omverden, og vi antager, at dét en person gør, gøres ud fra deres bedst mulige forståelse af dem selv og deres omverden.
Med andre ord; vi antager altid at dét der gøres, gøres af en årsag. Det kan godt være at den årsag ikke længere er nødvendig/relevant/hjælpsom, men mønsteret der er indlært, er indlært fordi det på et tidspunkt virkede som den bedst mulige måde at håndtere den virkelighed personen befandt sig i. Vi ser misbruget som en forlængelse af mønstre, der har været nødvendige engang. Vi ser det som et forsvar.
Hvis du er interesseret i at høre, vores rationale for at se det som et forsvar, eller de fordele dette menneskesyn har for terapien og de fælles terapeutiske faktorer, så læs eventuelt vores lagkage-skriv et andet sted på siden.
Hvorfor ikke se det som en sygdom?
Det er nemt at forfalde til en udelukkende biologisk-medicinsk sygdomsforståelse af det der plager os. Vi kan tro det hjælper individet, at det frikender dem fra ansvar og stigmatisering. Vi kan tænke at det er mere ’rigtigt’ eller alvorligt, hvis det er biologisk og ikke psykologisk eller sociologisk.
Vores erfaring og undersøgelser viser dog, at en udelukkende fysiologisk/biologisk forklaringsmodel sjældent stiller individet i et bedre lys, men tvært imod frarøver ham følelsen af at være aktør i eget liv (af deres følelse af agens) og gør ham til noget kvalitativt andet og mindre korrekt, både i hans egne og andres øjne. Et ”Han kan jo ikke gøre for det!” i en sygdomsforståelse bliver lynhurtigt til et ”Han kan jo ikke gøre noget ved det!”, hvilket ikke er hjælpsomt i at komme videre og kunne stå solidt på egne ben.
Vi ved at der er genetiske dispositioner, der arveligt belaster visse personer med en større tilbøjelighed til at falde i misbrug, og vi ved gennem epigenetikken at opvækst og vilkår ikke kun påvirker hjernes udvikling men også genernes aktive regulering og udtryk. Vi ved også at der fortsættes med at ske reguleringer op igennem hele livet, og at positive og negative livsbegivenheder og -perioder påvirker dette, og at disse reguleringer kan blive arvelige for flere kommende generationer.
I Hjulsøgårdfonden er vi således bevidste om det biologiske og neurokemiske lag af en persons livssituation, der er med til at holde individet fast i sit misbrug. Vi er meget bevidste om både at anerkende denne dimension, men samtidig ikke stirre os så blind på dette ene aspekt af misbrug at vi indirekte opgiver håbet og ønsket om at hjælpe personen med at mestre deres egen tilværelse. Vi kan som faggren fokusere så meget på vilkår og forudsætninger, at det kan komme til at føles som om at der ingen ændring kan ske, eller at en ændring er fuldstændig afhængig af noget andet (en terapeut, en gruppe, et fællesskab, en rutine, et trossystem, et præparat), således at vi har erstattet en type af afhængighed med en anden type afhængighed.
Derfor vælger vi at fokusere der, hvor vi kan gøre en forskel, og skabe et stærkt, fleksibelt jeg, der er differentieret fra andre (både kan stå på egne ben og være sig selv, men også ønsker at indgå i relationer, der er meningsgivende), og som har en meningsfyldt udholdenhed over for egen og andres følelsesmæssige tilstande. Vi fokuserer derfor på de lag, på de parametre, på de livs-kompetencer og socialiseringsbehov, der kan hjælpe manden til at kunne stå og gå selv. Når vi finder ud af hvorfor Jeppe drikker, og finder ud af hvilke livsfærdigheder Jeppe har behov for at kunne lære for at kunne være sammen med sig selv og andre uden at drikke, så vil Jeppe kunne finde vejen til forandring.
Vi har altid haft en psykodynamisk tilgang til vores forandringsarbejde, da det kræver en indgående dybde at skabe en forandring hos et menneske, der kan have udviklet fastlåste mønstre, og en adfærd, der ikke er god for dem.
I vores udvikling af behandlingkonceptet, der er afstemt misbrugsbehandlingen i Kriminalforsorgens institutioner, er der indført et parallelspor med kognitiv terapi, særligt i vores gruppeterapier, da det at arbejde med indsatte, kræver en faglig påpasselighed, i forhold til, hvor dybt der arbejdes.
Vi har altid fokuseret på, at forandringsarbejde kræver en høj faglighed, og det kræver mere end en socialfaglig grunduddannelse at facilitere en dybtliggende forandring, og derfor har hovedparten af vores medarbejdere, udover en socialfaglig uddannelse, også en psykoterapeutisk overbygningsuddannelse.
Vi har siden 2013, tilført en del psykologer til Hjulsøgård Fonden, da det er vores vurdering, at kombinationen af psykoterapeuter og psykologer, giver en endnu højere grad og en solid faglighed i et specialiseret arbejde med at tilbyde en professionel indsats i forandringsarbejdet.
I dag er vi omkring 60 medarbejdere med en ligelig fordeling af både psykologer og psykoterapeuter.
